Diva Derm

17,5n 14,7ak 563.057 kr.
- triple crown vinder 2000

Divas starter

Født 1996 stbr. hp. v. Little Devil - O M P / Vokal N
Banerekordholder og vinder af Dansk hoppe Derby, Grand cirkle og Grand prix mm.

Vil du gense Divas store sejre? Så er det nu muligt. Jeg har lagt et par film op.
Hoppederby 2000
1. Juni 2002
Diva har indstillet sin aktive karriere som væddeløber

Diva Derm har gjort sin sidste start! Efter en meget flot karriere som resulterede i 38 starter hvor af hun vandt de 13 og en tjente imponerende 563.057 kr har Diva lagt skoene på hylden.

Diva er Stald Dermis første opdræt (Little Devil - OMP) Da vi købte de to følhopper Olivia S og OMP fulgte Diva med som OMPs to måneder gamle føl. Hun var ikke noget kønt føl. Spinkel, ranglet med enormt lange ben, som hun dårligt kunne styre. Hun havde også et stort navlebrok, så folk troede hun var hingst! Hun rettede sig dog noget og var allerede den gang en meget skiklig hest, som Jens gik lange ture med og "kørte" i liner. Diva blev tilkørt af Viggo Andersen og Henrik Thomsen på Falster, om sommeren som 2-årig. De var allerede dengang enige om at hun havde en stor fremtid på væddeløbsbanerne. Efter tilkøring kom Diva hjem igen, hvor efter hun gik i træning hos Steen Juul.

Den længe ventede debut for vores første opdræt blev med spænding i møde set. Efter et godt prøveløb, hvor kusken på forhånd var instrueret i at køre en langsom tid, så vi kunne spille hende til et godt odds i debuten, gik Diva til start som storfavorit?? til 15:10 på Skovbo travbane d. 11/8 1999.

Steen havde på forhånd sagt hun kunne 20,0 og 20,5 ville være nok til at vinde løbet. Så klart vi var optimister - Diva vandt helt overlegent på 20,3 og jublen var stor. En skam vi var de eneste på banen....Diva vandt 5 løb så 3-åring bl.a. blev hendes sejr d. 22/9 på Skovbo udråbt til det mest udramatiske løb i banens historie! En meget flot præstation leverede hun også, da hun vandt let på 18,4 2000m i november måned. Da begyndte vi så småt at tælle konkurrenter til årgangsløbene.

Diva skuffede ingen som 4-åring, som blev en sæson som vi kun kunne ha' drømt om. I årets 2. start satte Diva banerekord på Lunden for 4-årige hopper med 14,8a 1600m fra dødens. Hun vandt Jydsk 4-årings Grand Prix som favorit med Steen Juul ved linerne i ny løbsrekord en regnvejrs dag i Århus. Fire uger efter startede hun i Grand Cirkle hoppeløb i Billund. Denne gang havde Steen Juul bortvalgt hende efter en halvdårlig indsats i kvalifikationsløbet. Vi manglede en kusk og valgte Arvid Olsen som vi før har haft heste i træning hos og det var ligeledes ham der fandt de to hopper til os. Vi havde ikke de store sejrs ambitioner inden løbet, hun var spillet til 65:10 fra spor 8. Men på en forrygende spurt vandt hun en let sejr. I hoppederbyet fire uger efter fik Arvid genvalg i sulkyen og han gentog sejren. Igen på en fantastisk spurt. Steen og staldpigen Julie havde gjort et flot stykke arbejde med hesten der denne dag gik sit bedste løb i karrieren. Diva startede herefter i UET Gran Prix, hvor hun skulle møde europas bedste 4-årige heste. Hun galoperede dog i starten, men var med feltet hjem og beviste at hun kunne være med blandt de bedste - Revenue vandt. At Diva vandt alle 3 storløb samme sæson er en sjælden bedrift, kun en anden (Alfa GT) har vundet "triple crown"

Diva kom hjem på ferie efter en hård sæson. I december måned fik hun dog meget voldsom kolik som var meget tæt på at udvikle sig til tarmslyng. Dyrlægen var bestemt ikke glad. Efter dette har Diva ikke løbet op til de præstationer hun leverede som 3 og 4-åring. Vi sendte hende op til Petri Puro i Sverige for at prøve hende i de svenske løb, men det faldt ikke heldigt ud, sjovt var det dog at starte hende i Elitlopps weekenden på Solvalla. Diva kom tilbage til Steen Juul, hun vandt et enkelt løb, men noget var der galt med hende. Vi fandt dog aldrig ud af hvad. Hun havde trænet meget fint i hele perioden, men i løb gav hun op få hundrede meter efter hun havde startet sin speed.

Vi har i år to gange insemineret Diva med Sugarcane Hanover (us), men uden at få hende i fol - vi forsøger igen til næste år.

De seneste års skuffelser er dog så rigeligt opvejet af de mange glæder hun gav os i sin aktive karriere - hun skylder os intet! Forhåbninger har vi til Diva som følhoppe, da hun har de rette forudsætninger. Sjovt skal det blive at se hendes første afkom på banen og derbyet 2008.....


28. Start: Diva gjore comeback efter 5 mdr. pause. Hun fik et roligt løb sidst i feltet, men da spurten skulle sættes ind var der ikke det forventede overskud, hun mangler altså stadig noget i at være på toppen - vi må håbe det kommer. Diva blev nr. 5 i tiden 17,5 for de 2040 m. Diva præstation: * *

27. Start: Heller ikke til denne start var Diva frisk!! Det var meget bedrøveligt
at se Diva gå totalt i stå, efter bare 1200 meter. Efter de sidste
katastrofale indsatser er Diva ikke længere i træning hos Petri Puro,
men taget hjem på rekreation. Hvorefter hun igen går til Steen Juul.
Men pt ser det ikke godt ud. Diva præstation: *

26. Start: Diva var ikke frisk da hun debuterede foran nordens bedste sports publikum.
Hun gik helt i stå i sidste sving og har formentlig haft slim i luftvejene. Divas præstation: *


25. Start: Divas længe ventede comeback, i går på Halmstad travbane, resulterede i en 6. plads på 15,3a/2140m. Diva var med i spids kampen, men havnede i tredje indvendig, hvorfra hun blev trukket på tværs af banen ind på opløbet, og afsluttede pænt uden at være prangende. Der var godt tempo på løbet med 12,0/500m, 15,0/1000m og de sidste 500m efter 12,5. Divas præstation: * * *

Så skal vi se Diva in action igen! Efter fire måneders træning i det svenske, mener Petri Puro at hun er klar til at møde de lokale helte. På mandag d. 7 maj i Halmstad går Diva ud i 7. løb, hvor hun bla. møder Yankee Ås, Farm Break, I'm Ready og Unikum Act

30/4-01: Det kunne godt tyde på at Divas comeback er udsat lidt! Vi afventer en melding fra Hr. Puro
5/4-01: Diva var i prøveløb - hun galopperede og var sidste hest over mål.

Marts 01: Diva er blevet syet i hovedet, hvor den havde fået et sår. Hun træner efter planen og er nu begyndt at gå hurtigt inde på Halmstad banen. Det kunne godt ligne et comback i slutningen af april.

I dag, tirsdag d. 9/1-01, er Diva sendt i træning hos den finsk fødte træner Petri Puro. Han er træner på Halmstad banen i Sverige. Hvis alt går efter planen sæsondebuterer Diva sikkert til april.
Efter den store succes sidste år kan vi godt tillade os at ha" visse forhåbninger til Diva i år.
Succeskriterium år 2001: 3 Sejre, rekord 13,5a og 350.000kr.!!

December 00: Syg, kraftig kolik fredag 8/12, først klar igen søndag 10/12.

24. start: Diva startede i hoppe eliten, mod rutinerede hurtigtravere. Diva var totalt chanceløs mod Von GT og Elaine Will, hvilket var ventet. Hun gik ganske udmærket og var 3. i mål og slog flere fine heste. Diva for nu ferie nogle uger, hvorefter hun starter sin vintertræning, så hun er velforberedt til næste sæson, som kan vise sig at være den sidste før der venter en karrierer i avlen - Divas præstation: * * *

23. start: Diva galopperede direkte fra start. Hun gik siden et godt løb, men havde tabt for meget i starten til at kunne blande sig i afgørelsen - Divas præstation: * *

Diva starter næste gang i kvalificering til det europæiske 4-års grand prix. Hun har været heldig i lodtrækningen, hvor hun er kommet i et af de "lettere" heat. Hun møder dog hård modstad og har ikke vinderchance. Vi forventer ikke at hun kvalificerer sig til finalen, men vi kan da håbe på det. Løbet vil blive lidt af en ilddåb, hvor vi formentlig vil se, om Diva i fremtiden vil kunne løbe op til sin præmiesum.

22. start; Diva startede i Samarbejdspartnernes hoppechampionat hvor hun blev tredje. Efter en god start slap hun spidsen til Dalema Hjerl, hvorefter denne pullede kraftigt op. Ind på opløbet fik hun chancen, men kunne ikke tage meter ind på de to førende. Divas præstation: * * *

Fantastisk, Diva vandt dansk hoppederby, efter et meget dramatisk løb, hvor sammenkørsler og styrt hørte til dagens orden. Alligevel var det nok feltets fem bedste heste der løb med præmierne og lige den vinder vi havde håbet på. Løbet fik præcis den pace vi på forhånd havde håbet på, og ned gennem opløbet viste Diva den klart højeste fart og vandt en sikker sejr! Steen Juul havde timet formen perfekt til opgaven og fortjener selv klart den største ros for sit arbejde med hesten.
At vi havde valgt den rigtige kusk til opgaven, er der slet ingen tvivl om. Arvid disponerede rigtigt og kørte et meget flot taktisk løb, ingen tvivl om hans evner i den retning. Han fortjener al ros og opmærksomhed efter den vil nok største sejr i hans karriere, som vi virkelig håber, vil betyde at han i fremtiden, vil blive valgt som catchdriver også af andre ejere - Vi kan anbefale ham på det varmeste! Divas præstation: * * * * *


Diva har fået spor 11 i hoppe derbyet, vi fik valget mellem 8, 11 og 12. Velvidende at Di og Drøn På Frøkjær skulle vælge senere, ville vi gerne ha' Drøn På Frøkjær i første række så den kunne sætte tempo på løbet. Dette lykkedes dog ikke da Di valgte spor 8. Det bliver Arvid Olsen der igen skal køre Diva, da Steen valgte Dream Of Luck. Vi ligger dog lavt i chancevurderingen, da vi ikke tror der vil komme overpace på løbet, som Diva i givet fald vil være afhængig af. Mit vindertips Dream Of Luck.
20. start: Diva startede i en derbyprøve for hopper og blev nr. 5. Løbet blev et taktisk opgør hvor ingen ville gå frem og sætte tempo. Løbet blev således afgjort på ren speed, hvor Diva ikke var nogen trussel for vindende Dixi Vang, der vandt let - Divas præstation: * * *
Juli 00: En ganske god måned. Vores første opdræt har i juli måned vundet to af de tre største løb for årgangens hopper i Danmark, og fremstår nu som årgangens bedste hoppe og favorit i derbyet! En succes der kommer noget bag på os, men vi nyder det, glæder os over fremgangene og forsøger at bevare begge ben på jorden.
TAK for alle lykønskningerne, det varmer at så mange fra hele travdanmark har delt denne glæde med os!
Spændende skal det blive i derbyet - Kan succesen vare ved?
Juli 00: Succeskriterium opfyldt! Allerede midt på året er sæsonen hjemme. Oven i hatten vandt vi vores første storløbssejr i Jysk 4-årings Grand Prix hoppeløb - Det var stort! Diva gik sit bedste løb i karrieren og virker stadig i fremgang. En særlig tak fra Stald Dermis i denne jubel stund til, tidligere træner Viggo Andersen som tog sig af Diva i dens spæde start, samt Steen Juul med personale.

Maj 00: Det ser virkelig godt ud med hensyn til vores succeskriterium efter de to første starter i år - to sejre. Senest slog hun banerekord på Lunden med sine 14,8ak. Diva er blevet en del mere muskuløs, men mangler stadig nogle kg, hvilket nok skal komme. Jeg vil nu godt stikke næsen frem og postulerer, og hør nu godt efter, Diva slår dansk rekord i år!! Rekorden på 2000m auto for 4-årige hopper lyder 15,5a.

Januar 00: Diva vintertræner iøjeblikket hos Steen Juul. Vi forventer hende først til start til maj. Hun går en stor sæson i møde, således regner stutterichefen med store resultater i årgangsløbne i år. Succeskriterium år 2000: 3 sejre og 100.000 kr.